FOREBYG INDBRUD

25 GODE RÅD FRA G4S

En tyverialarm og alarmskilte med et logo som fortæller indbrudstyve, at boligen er udstyret med en god alarm og tilhørende vagtservice, at en præventiv effekt.
Du kan også selv gøre nogle ting, som kan forebygge indbrud, og dermed reducere risikoen for indbrud yderligere.
Klik på de forskellige råd nedenfor, for at få dem uddybet.

Få det til at se ud, som om der er nogen hjemme

Brug tænd-sluk ure eller lign. til at tænde og slukke lys i huset - det får dit hjem til at se beboet ud. Indstil tænd/sluk funktionen således, at der lyset ikke tænder og slukker på samme tidspunkter hver dag. Sørg for at der både er lys i værelser, som vender ud mod gaden og ud mod bagsiden af huset.

Et fuldstændigt ryddet hjem signalerer, at beboerne ikke er hjemme. Efterlad derfor lidt “hverdagsrod” såvel indendørs og udendørs. Lad fx en kaffekop og tallerken stå på køkkenbordet og efterlad børneværelser almindeligt rodet. Udendørs kan du efterlade ting som fx bolde, løbehjul, trillebør, vandslange og tøj på tørresnoren. Efterlad dog kun ting, som ikke kan benyttes som “indbrudsværktøj”.

Undlad at trække alle gardinerne for, da et hjem med nedrullede gardiner døgnet rundt virker efterladt. Du kan med fordel lade gardinerne være trukket fra i de rum, hvor du har efterladt noget “hverdagsrod”, fx i køkkenet og på børneværelserne.

Lyd i huset er et godt supplement til lys og er med til at gøre indbrudstyven usikker på, om der er nogen hjemme eller ej - særligt i dagtimerne, hvor lys i huset ikke har samme effekt som i aften/nattetimerne. Brug fx tænd/sluk ur til at tænde/slukke for fx en radio - og husk at skrue godt op for lyden.

Slå ringeklokken fra / pil batterierne ud af den, inden du tager på ferie - det fjerner en af indbrudstyvens muligheder for at sikre sig, at ingen er hjemme - og gør derfor indbrudstyven mere utryg.

Spørg dine naboer om hjælp

En postkasse fyldt til randen er et godt tegn for indbrudstyven på, at her er der tale om et hjem, hvor beboerne er bortrejst. Lav derfor en aftale med en nabo om at få tømt postkassen.

Et hurtigt kig ned i en helt tom skraldespand er et godt tegn for en indbrudstyv. Derfor tjekker indbrudstyve gerne skraldespande for at se, om en boligs beboere potentielt er taget på ferie.

En bil i indkørslen eller carporten signalerer, at der er nogen hjemme, og kan afholde en indbrudstyv fra at undersøge hjemmet nærmere.

En høj græsplæne og visne blomster om sommeren, eller sne der ikke er ryddet om vinteren,  er tegn på at der ikke er nogen hjemme. Få nogen til at slå græsset og vande blomsterne i ferier om sommeren. Få ligeledes nogen til at rydde sne, eller blot sætte fodspor i sneen op til hoveddøren, i ferier om vinteren.

Markeringer benyttes af indbrudstyve til at finde ud af om beboerne er bortrejst eller til at fortælle andre indbrudstyve / medhjælpere om, at huset er et potentielt godt mål for indbrud. Markeringer, som kan vise om beboerne er på ferie, kan være en lille vandflaske, som stilles et “irriterende” sted, en dørmåtte som er rejst op, en lille pind som stilles op ad hoveddøren etc. Er vandflasken ikke fjernet, dørmåtten ikke lagt ned, pinden ikke væltet osv., kan det indikere, at beboerne er bortrejst. Derudover kan markeringer være i form af kridtstreger på fliserne, på postkassen eller på husnummeret. Få straks fjernet sådanne markeringer, og hold ekstra øje med boligen i tiden derefter.

Informér naboer om at du tager på ferie - også dem du ikke har aftalt forskellige gøremål med. Jo flere af dine nærmeste naboer, som ved besked, jo flere er der til at holde øje og reagere på mistænkelig adfærd. Til sidst men ikke mindst - sørg for at de har dit mobilnr., så de kan kontakte dig hvis nødvendigt.

Lad være med at fortælle online, at du er på ferie

Indbrudstyve er også på sociale medier. Ferie-opdateringer på sociale medier, er som et tag-selv-bord af nyttig information for indbrudstyve. Undlad derfor sådanne opdateringer, så længe du er bortrejst. Vent til du er hjemme igen med at fortælle om den netop overståede ferie - skrevet i datid, så indbrudstyve ved, at du ikke længere er på ferie.

Mange mennesker gør per automatik det, at de sætter autosvar på deres e-mail, når de tager på ferie - af hensyn til deres kollegaer og/eller samarbejdspartnere. Sørg så vidt muligt for at undlade information om, hvorvidt du er bortrejst. Brug i stedet formuleringer som “jeg er ikke på kontoret”. Hvis funktionen er tilgængelig i e-mailsystemet, så vælg at autosvar kun skal sendes internt i virksomheden eller til dine kontaktpersoner.

Ligesom det at ringe på døren, er en anden klassiker, at ringe til fastnettelefonen for at undersøge, om der er nogen hjemme. Viderestil derfor fastnettelefonen til din mobil. Undlad desuden at indtale feriebeskeder på såvel fastnet-telefonsvarer og/eller mobilsvarer.

Mærk, gem og dokumentér dine værdier

Inden du tager på ferie, er det en god idé at gå en runde såvel indendørs som udendørs, og sikre dig at værdier samt let omsættelige genstande ikke er synlige udefra.

En ny metode til at nemt og hurtigt at "skrive navn" på dine værdigenstande er DNA-væske. Den usynlige DNA-væske duppes på dine værdifulde ting. Hver DNA-væske indeholder en unik DNA-kode, som er knyttet til dig. Du kan i perioder læse mere om, samt købe, DNA-væske på g4sshoppen.dk

Det kan være en god idé at anskaffe et værdiskab til mindre uerstattelige genstande, som er nemme for tyven at tage med sig. Særligt ting som ikke umiddelbart kan erstattes af forsikringen bør låse inde. Det kan være vigtige dokumenter, kontanter, arvestykker, særlige ure, smykker osv.

Skulle uheldet være ude, er det en god idé at have fotos, kvitteringer og samt serienumre gemt på dine værdigenstande. Så har du dokumentation til en eventuel forsikringssag, og det øger chancen for, at du kan få dine ting tilbage, skulle de blive fundet igen.

Gør det besværligt for tyven og øg risikoen for at blive opdaget

Indbrudstyve leder efter en let og hurtig adgang til dit hjem, og gerne et sted, hvor de kan arbejde ubemærket. Typisk skaffer indbrudstyve sig adgang til dit hjem ved at bryde, åbne eller bore en vinduesramme ud, fjerne en hel rude, eller bryde en svag dør op. Derfor er vinduer/kældervinduer, havedøre og kælderdøre ofte særligt udsatte. Det er en god idé at få sikret vinduer og døre med gode låse eller sikkerhedsbeslag. Indbrudstyve vil også sikre sig en nem og hurtig flugtvej, derfor bør du også sørge for, at vinduer og døre ikke nemt kan åbnes indefra uden kode/nøgle.

Haveredskaber og værktøj kan indbrudstyve bruge til at bryde ind. Sørg derfor altid for, at sådanne ting er låst inde i et skur eller lagt ind i huset inden du tager afsted på ferie.

Du kan forsinke indbrudstyven, og gøre dennes arbejde mere besværligt og tidskrævende, ved at have låse som kræver nøgle på alle dine indvendige døre. Ved at låse de indvendige døre og gemme nøglerne, forhindrer du at indbrudstyven har let adgang rundt i huset. Det minimerer udbyttet for indbrudstyven og dermed skaden for dig. Det kan i nogle tilfælde skabe nok utryghed og frustration hos indbrudstyven til, at indbrudstyven kun når det første rum, før denne forlader boligen igen. 

En indbrudstyv ønsker ikke at løbe en unødig høj risiko for øjenvidner eller for at blive opdaget. Det kan derfor være en god idé, at hækken eller plankeværket har en højde, som giver udsyn til din grund fra naboen eller gaden.

Hvis ikke du allerede har en tyverialarm, kan det være en god idé at anskaffe dig en. En tyverialarm fra et kendt alarmselskab - samt de medfølgende alarmskilte - nedsætter risikoen for indbrud. Er selskabet internationalt kendt, som fx G4S, vil indbrudstyve fra udlandet ligeledes vide, at du har en alarm, der er tilkoblet en professionel, døgnbemandet kontrolcentral.
Alarmer med kameraer afholder mange indbrudstyve fra at begå indbruddet, da billederne kan benyttes i opklaringsarbejdet samt som dokumentation på deres tilstedeværelse.

Har du videoovervågning i dit hjem, så husk at sætte det til at optage ved bevægelse døgnet rundt. Mange har deres videoovervågningen indstillet således, at det passer til dagligdagen. For eksempel at videoovervågningen kun er aktiv på de tidspunkter af døgnet, hvor de typisk er på arbejde, eller ligger og sover. Udendørs og indendørs videoovervågning bliver af mange indbrudstyve nævnt, som en af de ting, som de helst vil undgå. 

En indbrudstyv ønsker for alt i verden ikke at blive opdaget. Få derfor installeret bevægelsessensorer og kraftig udendørsbelysning omkring din bolig og ved din indkørsel. Det gør arbejdsbetingelserne svære og utrygge for indbrudstyven, og kan være med til at aktivere naboernes opmærksomhed.